Sådan skaber I en god studiegruppe

Som studerende på VIA har du formodentlig stiftet bekendtskab med studiegrupper. Alle uddannelser bruger nemlig studiegrupper som en del af uddannelsesforløbet.

Du ser målrettet indhold for:

Det gode gruppearbejde

Selvom der er stor forskel på, hvordan studiegrupperne sammensættes og anvendes på de enkelte uddannelser, er det vigtigt, at du som studerende ved, hvordan du kan bidrage til det gode gruppearbejde og ikke mindst hvad du kan gøre, hvis samarbejdet bliver svært.

Når du starter i en ny studiegruppe, er det altid en rigtig god ide at tage en snak om jeres samarbejde. En indledende drøftelse og forventningsafstemning er nemlig ofte en forudsætning for at lykkes med det gode gruppearbejde – og en rigtig god måde at forbygge, at samarbejdet går i hårdknude.

Nedenfor finder du inspiration til, hvad det er godt at tale om. Hvis I ønsker det, kan aftalen endda munde ud i en form for 'gruppekontrakt'.

Få gode råd til gruppearbejdet

Mathias og Emilie har som studerende i VIA arbejdet i forskellige studiegrupper. Hør dem fortælle om deres seks gode råd til den gode studiegruppe og hvordan man får et godt samarbejde i gang.

6 gode råd til studiegruppearbejdet

  • 1. Afstem forventninger

    Selv om studiegruppens formål måske virker indlysende, kan der være stor forskel, hvad de enkelte gruppemedlemmer og uddannelsen forventer af samarbejdet. Derfor er det vigtigt, at I forventningsafstemmer med hinanden og jeres underviser omkring, hvad gruppen skal bruges til.

    • Hvilket slags fællesskab vil I være? Et arbejdsfællesskab eller et socialt fællesskab - og hvornår er I hvad?
    • Er I projektbaseret eller skal I samarbejde et helt semester på tværs af fag? • Hvad er gruppens ambitionsniveau og hvad er jeres ønsker for arbejdstempo, grundighed, og arbejdsfordeling mv?
    • Er der behov for at lave nogle hensyn, så I får alle med i gruppearbejdet?
  • 2. Skab klare rammer for samarbejdet

    Det er en rigtig god ide at tale om, hvilke rammer der skal til for at samarbejdet fungerer

    • Hvor ofte skal studiegruppen mødes?
    • Skal I forberede jer til gruppearbejdet?
    • Er der mødepligt?
    • Er der en arbejdsfordeling?
    • Hvad skal der ske, hvis I ikke overholder aftalerne?
  • 3. Afklar ansvar med jeres underviser

    Tal med jeres underviser/vejleder om, hvem der har ansvar for hvad ift. gruppearbejdet. Hvad skal I selv stå for, og hvad sørger underviserne for?

    • Facilitering af studiegruppen – hvem har ansvaret for det? Jer selv eller underviserne?
    • Er der mentorer/tutorer/holdansvarlige tilknyttet jeres studiegruppe – og hvilken rolle har de i så fald? Hvad kan I bruge dem til?
    • Hvem kan I gå til, hvis I har brug for hjælp til arbejdet – og hvad kan I få hjælp til?
  • 4. Spørg efter redskaber – og brug dem

    Tal med jeres underviser/vejleder om, hvilke redskaber I kan få til at styrke jeres arbejde i studiegruppen. Brug redskaberne konsekvent, så de bliver en naturlig del af jeres samarbejde.

  • 5. Evaluér og giv feedback på jeres samarbejde

    Arbejdet i studiegrupper er en løbende udvikling. Derfor er det en god ide at evaluere med hinanden om, hvordan I synes studiegruppen fungerer.

    • Hvad fungerer godt?
    • Hvad fungerer mindre godt?
    • Er der noget, I ønsker at ændre?
    • Er der noget I kan gøre for at styrke det gode samarbejde?

    Det er ligeledes oplagt at give de involverede undervisere og vejledere feedback på setuppet, så de også bliver klogere og løbende kan lave justeringer i forhold til arbejdet med studiegrupper på din uddannelse. Tal også gerne med jeres vejleder/underviser, om I har mulighed for at få indflydelse på processen omkring studiegrupper fremadrettet.

  • 6. Håndter konflikter i opløbet

    Det er helt normalt, at der opstår konflikt i studiegruppen – og de løses bedst med det samme, før de vokser sig store. Tal med jeres underviser/vejleder, om det er muligt at få hjælp. Tag ligeledes en snak i gruppen om, hvordan I som gruppe vil håndtere et brud på jeres indbyrdes aftaler. Hvilke konsekvenser har det, og hvem afgør det?

    • Find ud af på forhånd, hvem I kan gå til i forhold til konflikthåndtering
    • Hvilken type hjælp I kan få og hvornår?

Hjælp, når samarbejdet går i hårdknude

Det optimale er altid, at I som studiegruppe på forkant aftaler, hvilke rammer og aftaler, der skal til for at sikre det gode samarbejde. Og hvad I kan gøre for at forhindre, at samarbejdet går i hårdknude. Skulle skaden alligevel ske - og I står i, hvad der synes som en uløselig konflikt - så er der hjælp at hente. I kan altid tale med studievejledere om gode råd til konflikthåndtering i studiegrupper.

Se også

Kontakt