Studenterpræst – en personlig samtale om det, der fylder hos dig

Har du noget, du har brug for at snakke med nogen om? Noget som du har svært ved at dele med venner og familie? Hvis du går rundt med sådan en oplevelse, kan en samtale med en studenterpræst måske hjælpe dig.

Du ser målrettet indhold for:

Et trygt rum for samtale

En studenterpræst giver dig et trygt rum for en samtale – uanset hvad, du gerne vil dele. Det kan være, du har brug for at dele en sorg, eller brug for en samtale omkring angst eller ensomhed. Måske går du med svære tanker omkring din identitet eller en følelse af ikke slå til. En samtale kan også dreje sig om at føle sig udbrændt, at være stresset, om tro, vrede, skilsmisse, parforhold, familierelationer, mm.

Det er dig, der bestemmer, hvad du deler, og hvor meget du har brug for at dele. Der er intet emne, der er for småt eller for stort.

Nogle gange er en enkelt samtale det, der skal til, for at du kommer videre med nyt håb, imens der i andre situationer er behov for mere støtte og et samtaleforløb, før du er godt videre. Det er op til dig og studenterpræsten at finde ud af, hvad du har brug for.

Alle VIAs studerende har mulighed for at få en samtale med en studenterpræst uanset om du er troende eller ej. Præsten har tavshedspligt, og tager ingen notater. Du kan også henvende dig anonymt, hvis du har behov for det.

En samtale med en studenterpræst er gratis, når du studerer på en videregående uddannelse.

Det er svært at forudsige, hvornår du kan få brug for en samtale med en studenterpræst, og derfor er de ofte tilgængelige på skæve tidspunkter af døgnet. Der findes studenterpræster i de fleste større uddannelsesbyer, og der er derfor en god mulighed for at finde en studenterpræst tæt på det campus, du studerer på.