Special Pædagogisk Støtte (SPS)
Hvis du har en fysisk eller psykisk lidelse og en deraf følgende funktionsnedsættelse, kan du have brug for særlig støtte til at gennemføre uddannelsen.
Hvornår er jeg berettiget til SPS?
Du kan få SPS på en videregående uddannelse, hvis du har behov for støtte til at gennemføre din uddannelse på lige fod med andre studerende og kan dokumentere din funktionsnedsættelse. Det kan for eksempel være dokumentation fra en læge, speciallæge eller hospital, der beskriver din funktionsnedsættelse, eller en ordblindetest, der viser, at du er ordblind. Hvis du ikke er testet ordblind tidligere, men oplever læse- eller skrivevanskeligheder, kan vi søge om en ordblindetest til dig.
Sådan søger du
Det er SPS-vejlederen på uddannelsesstedet, som søger om støtte på dine vegne. Du skal derfor kontakte SPS-vejlederen på dit uddannelsessted. SPS-vejlederen vil evt. invitere dig til et møde, hvor I taler om, hvad der er dit støttebehov for, at du kan gennemføre uddannelsen på lige vilkår med andre studerende. SPS-vejlederen kan fortælle om de støttemuligheder, der hører under SPS-ordningen.
Sammen beskriver I nogle forslag til støtte, som kan afhjælpe de vanskeligheder, der kan opstå på uddannelsen på grund af din funktionsnedsættelse.
Inden du taler med SPS-vejlederen, kan du derfor tænke over:
- hvilke udfordringer du har i det daglige på uddannelsen
- hvilken støtte du tænker bedst vil kunne hjælpe dig i dit studie
Hos SPS-vejlederen skal du også udfylde en samtykkeblanket. Det er en fuldmagt, som giver uddannelsesstedet lov til at søge SPS på dine vegne. Det skal fremgå tydeligt af samtykkeblanketten hvilken støtte, du søger. Blanketten skal underskrives af dig. Du kan i videoen herunder se, hvordan du søger SPS.
Vil du som ny studerende i VIA søge om SPS-støtte, skal du kontakte din SPS-vejlederen så hurtigt som muligt, efter du har fået en bekræftelse på, at du er optaget på dit studie.